me jackson, you pollock - let’s paint..!

dyrk lige dette her sted, ikke..?

dyrk lige dette her sted, ikke..?
den franske tegner albert robida (1848 -1926) blev kaldt for den ‘tegnende jules verne’ og med rette, for ingen af hans samtidige formåede med en tilsvarende fantasifuldhed at fabulere over fremtidens muligheder, til land, til vands og i luften… han slog ikke blot sine streger over fremtidskrigenes skyttegrave men også til aftenkaffen i familiens skød hvor han egentlig kun missede den elektriske tandbørste (men til gengæld fik både mp3-afspilleren og kaffemaskinen med)… hans værk gik stort set i glemmebogen i kølvandet på den første verdenskrig hvor folk ikke længere orkede al den fremskridtstro og han blev ikke trukket frem igen før genreinficerede akademikere begyndte at forske i science fiction-gerens skumle fortid i løbet af 1970′erne… så blev han til gengæld et fast indslag i samtlige værker om sf-illustrationernes verdenshistorie…

hans hovedværker er Le Vingtième Siècle (1883), La Guerre au vingtième siècle (1887) og Le Vingtième siècle. La vie électrique (1890) og nummer to kan nu nedhentes i pdf-format fra denne franske website… de øvrige (plus alle de andre) følger forhåbentlig senere..? de smukke, dekorerede hellærredsbind har altid været sjældne, i dag er de også hundedyre og i mine dystre øjeblikke mindes jeg stadig ét, som jeg i sin tid solgte alt, alt for billigt… men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at disse værker bør stå hos enhver anakronistisk biblioteksejer..! gå hen og lad ned..! ps: robida efterlod sig mere end 60.000 illustrationer og mere end 200 gennemillustrerede bøger…

morgan le fay malet af frederick sandys i 1864…
jeg så billedet første gang som dreng hos min farmor og farfar hvor det hang som reproduktion i et gæsteværelse… jeg brugte timer på at forstå det, specielt det aggressivt fremstrakte, hvide ben, der forekom mig at være svært foruroligende…

Figur 1: men, hvorfor denne aggressive, nærmest obskøne attitude..?

Figur 2: ah..! en hård nød at knække…

Figur 3: i baggrunden en indadvendt alderskavalkade med lukkede øjne…

Figur 4: den bejlende ungersvend med det lettere fjogede udtryk i ansigtet har ikke en chance overfor isabellas dydsirede panser…

Figur 5: og lidt længere nede (læg mærke til hænderne og hvad de foretager sig) den eneste fysiske berøring i billedet…

Figur 6: og til sidst er der pagen, der ikke, som man kunne forvente det, står og kigger ud i ingenting, men faktisk står og betragter… os…
billedet af malet af john everett millais i 1849… og her er det i en større udgave…

her er et rigtigt vinterbillede fordi det er et rigtigt sommerbillede… edward hopper malede det i 1943… kvinden er hans kone, jo, der også malede (han brugte aldrig andre kvindelige modeller - hun går igen i alle hans kvindeskikkelser)… hopper blev sent anerkendt… hans malestil var konservativ og han var en af de få som offentligt lagde afstand til de forskellige abstrakte skoler (han kaldte dem primitive og talentløse), så hans kolleger afskyede ham og lo… i dag virker det som om han altid har været der og jeg kan ikke se lyset vælte ned over bakkerne udenfor nyborg uden at komme til at tænke på ham… nogle billeder er så tyste, at de overdøver alt andet… selv stilheden knitrer…
mens jeg sad og ledte gamle cd’er igennem på jagt efter noget helt andet, faldt jeg over dette program, som jeg ellers havde glemt alt om: aaron er navnet og det er udviklet af raymond kurzweil og harold cohen… ikke en skærmskåner af den vanlige slags, men heller ikke et program man som bruger har den store indflydelse på… man starter det op og lader det generere tegning efter tegning efter tegning… (programmet er af ældre dato efterhånden, 2001, og har tilsyneladende problemer med en del nyere skærmkort og skærmopløsninger, men det kører for mig i 1024×768)…

john everett millais var en af de oprindelige pre-raphaelites og jeg må indrømme altid at have haft en svaghed for hans kvindeportrætter… hende her hedder mariana og er malet i 1851…


mit bidrag til ugens kikkæreste som de dyrker hos random & co… hende her skyldes egon schiele og hænger til daglig ud på leopold-museet i wien…


Drevet af WordPress og godt humør!