screendumpet…
nej, så galt er det ikke gået*, trods alt, og eftersom jeg alligevel skulle sidde og hænge foran skærmen(e) det meste af dagen, har jeg kunnet følge med i den løbende opdatering i takt med at skærmskudene er trillet ind og det er da lidt sjovt at så mange andre tilsyneladende deler min fascination ved denne form for digital dokumentation… det hele startede egentlig med at min blogven henrik larsen for nogen tid siden postede et indlæg med et screenshot af den nysindkøbte computer som han (den uforbederlige nostalgiker) selvfølgelig straks forsynede med den klassiske windows95-baggrund… selv har jeg samlet screenshots, skærmdumps (eller hvad man nu vil kalde dem) siden engang i 1999, hvor jeg sad og skulle rense en arbejdsbærbar (en ibm-thinkpad med en opløsning på 640×480 og maksimalt 256 farver), fordi jeg skulle have en ny og af en eller anden grund fik den idé, at det kunne være sjovt at gemme det gamle skrivebord for eftertiden:

efterfølgende gjorde jeg det til en vane at screendumpe, når jeg havde lyst til det eller gerne ville gemme nogle informationer til senere brug (i mange grafiske og 3d-programmer er det faktisk en meget effektiv måde at gemme specielle indstillinger på) og efterhånden blev det til en større samling i mappen my-screens hvor de ind imellem fik navne der konfliktede med joliet-standarden… samtidig må jeg nok indrømme, at jeg har det med disse screenshots som jeg har det med gamle fotografier: der er situationer i livet, hvor jeg får denne her trang til at vende tilbage og søge bekræftelse og afklaring i fortiden (ofte med en flaske whisky på skrivebordet)… jeg er ved at lægge nogle af disse screenshots fra stenalderen, bronzealderen og den tidligere jernalder op her (det er en stor side, så vær lidt tålmodig)…
i forgårs fik jeg så den idé at lancere skrivebordet for at se om andre delte min desktopologiske dille og det kunne godt se sådan ud efter antallet af sidevisninger og bidrag…
og så vil jeg også gerne sige undskyld til lars, fordi jeg med dette projekt har sparket ham ud af top 25-listen… men når nyhedens interesse har lagt sig, vender du sikkert stærkt tilbage…
* men det er ikke heidis skyld..! som den eneste af alle på min postliste overså hun ganske og aldeles min bøn om ikke at offentliggøre projektet lige her og nu og det er sådan set forklaringen på at det hele endte med at blive lanceret lidt før tid… når jeg havde mine betænkeligheder hænger det sammen med, at jeg engang i starten af 1999 oplevede at mit daværende fontarkiv indenfor 14 dage tre gange blev site-of-the-week i udlandet hvad der medførte omkring 100.000 hits på min daværende arbejdsplads’ webserver og kostede mig dyrt i omgange til edb-chefen og sysadm’en for at holde kæft om årsagen til nedbrudet…





