amazing space! (museum)

Ingen tvivl om at min karriere som lærende individ startede med en udtalt passiv og reflekterende stil. Jeg vil ikke påstå, at jeg husker mine tre første skoleår særlig detaljeret, men jeg er ret sikker på, at jeg hverken var modig eller udfarende. Dengang blev man nemlig ikke rost særlig tit - ikke hvert år i hvert fald - og det er måske forklaringen på, at jeg skulle frem til fjerde klasse før det gik op for mig, at jeg ikke var en fuldstændig fiasko. På det tidspunkt vågnede den lille teoretiker i mig og jeg blev stærkt optaget af hvordan tingene hang sammen og det blev meget vigtigt for mig at kunne forklare - for mig selv - hvordan de virkede. Jeg blev meget optaget af modeller og systemer og kunne se noget fornuftigt i dem allesammen, hvorfor jeg i en lang periode definerede mig selv som moderat borgerlig socialist med anarkistiske tendenser. Men resultaterne holdt jeg stadig mestendels for mig selv…

Så blev jeg teenager og pragmatiker. Hvis det er hårdt at være barn, så er det endnu hårdere at blive teenager (ordvalget er helt bevidst - man er barn på en ret ureflekteret måde, man bliver teenager i bevidstheden om at være en del af en proces, der ikke kan stoppes). Livet stillede lige pludselig nogle krav til mig som krævede en anden indgang til måden jeg tilegnede mig viden og erfaringer på. Mødet med det andet køn lærte mig f.eks. om det irrationelle aspekt ved livet (”du må ikke sige det, men du må godt gøre det”, “du må godt kysse mig, men hvis du spørger, siger jeg nej” osv.). Det blev en turbulent tid, en tid hvor op- og nedture blev en fast bestanddel af mine erfaringer, og hvor noget af barndommens usikkerhed og indadvendthed dukkede frem igen. Jeg begyndte at opleve mig selv som et socialt individ, som en del af større helheder, nogle veletablerede, andre tilfældige sammenrend. Omkring mig kunne jeg iagttage hvordan nogle tillagde sig en langt mere aktiv og aggressiv måde at tackle verden på, og småfrysende af misundelse kunne jeg se hvordan det bragte dem successer og indsigter der stadig lå langt udenfor min rækkevidde…

Endelig blev jeg voksen. Senere også betydeligt følsom. Jeg kan ikke huske hvorfra forløsningen kom. Det var nok flere på hinanden følgende begivenheder. Et klap på skulderen her, et anerkendende blik der, oplevelsen af at stille sig op foran en stor forsamling og have dem i min hule hånd, eller dengang en pige sagde til mig: “Du virker så dybsindig!” Pludselig var den der, selvtilliden, udadvendtheden. Det sociale gen slog igennem og trangen til at lave ting og gøre ting sammen med andre havde bidt sig fast…

Jeg blev utåleligt selvsikker og fik løn som fortjent den dag, hvor jeg overhørte en samtale der handlede om mig selv. Ordene der faldt var bl.a.: selvhævdende storskryder, vindhas, politisk nar, fuld af varm luft osv. i den dur. På den baggrund gik jeg i frivilligt indre eksil i et år. Jeg pålagde mig et ugentligt selvransagelsesmøde for løbende at følge udviklingen. Overvejede at blive buddhist. Grundlagde en frimærkesamling. Så mødte jeg en pige og genfandt mig selv som harmonisk, lærende individ…